Warning: Trying to access array offset on value of type bool in /home/eusptgky/domains/bedrebyg.dk/public_html/wp-content/plugins/influencer-disclaimer-buttons/mww-disclaimers.php on line 185
I et rum som badeværelset, hvor det er de færreste af os der har store vinduer placeret, er lyset en utrolig vigtig del af lokalet. Der kommer nemlig ikke noget naturligt lys ind, ligesom der gør i flere af hjemmets andre rum, så derfor er det ekstremt vigtigt med den rette belysning fra lamper.
Skab et godt rumlys
Det generelle rumlys er fuldstændig essentielt når det kommer til lys på badeværelset. Det er her vi sætter hår, lægger make-up, renser hud, barberer os osv. Derfor er det utroligt vigtigt, at have et godt lys over alt i lokalet. Dette kan opnås med flere forskellige former for belysning, dog skal det gerne komme ovenfra To af de mest populære løsninger til badeværelset er indbygningsspots eller plafonder i loftet. Fælles for de to er, at de giver et godt generelt rumlys, der fordeler sig i en stor del af lokalet, og faktisk bruges de to også ofte i en kombination med hinanden. Indbygningsspots kan placeres flere steder på badeværelset og kan både bruges i brusekabinen, over spejlet, eller midt i rummet. Plafonden fungerer tit som den centrale belysning på et badeværelse og hænger som regel midt i rummet. Hvis der er behov for mere lys, kan man implementere spots, væglamper eller eksempelvis LED strips til at dække resten af lyset i rummet.
Hold øje med IP-klassificeringen
”Hvad betyder IP-klassificering overhovedet?” tænker du nok. IP værdien står for Ingress Protection og fortæller os om lampens evne til at tåle vand og støv. Jo højere en IP-værdi, jo mere tåler lampen. Almindelige indendørslamper har en IP-værdi på IP20, mens de mest vandtætte udendørsarmaturer, der kan lyse under vand, har en IP68 klassifikation. Hvis du skal bruge lys til badeværelset kan du bruge alle lamper der har en IP værdi på IP44 eller derover. Du kan selvfølgelig også sagtens bruge lamper der er beregnet til udendørsbrug som badeværelseslamper. Så længe IP værdien er 44 eller derover, er der ingen slinger i valsen.