Warning: Trying to access array offset on value of type bool in /home/eusptgky/domains/bedrebyg.dk/public_html/wp-content/plugins/influencer-disclaimer-buttons/mww-disclaimers.php on line 185
Husforsikring består af to overordnede dækninger: bygningsbrand og bygningskasko.
Bygningsbrand, også kaldt brandforsikring, dækker normalvis skader som følge af brand, lynnedslag, kortslutning, eksplosion og nedstyrtning af fly i bygningen. Brandforsikring er ikke lovpligtigt som sådan, men har du lån i huset, vil banken eller kreditforeningen typisk kræve at huset har brandforsikring, således de har sikkerhed i lånet.
Bygningskasko er dækning for vandskader, stormskader, hærværk, indbrud og andre pludselige skader. De fleste forsikringsselskaber har valgt at slå bygningsbrand og bygningskasko sammen i én, således at begge er inkluderet i en basisdækning af huset.
Foruden basisdækningen tilbyder mange selskaber tillægsdækninger, såsom glas- og sanitetsdækning, der dækker f.eks. knuste ruder og ødelagte håndvaske, svamp-, råd- og insekt-dækning, der dækker angreb i fundamentet af disse plager, og skjulte rør og kabel-dækning. Der findes mange tillægsdækninger, og det er naturligvis en temperamentssag, om man ønsker alle dækninger.
Det vigtigste er, at man undersøger de forskellige forsikringsselskabers dækning, da nogle af dem har vigtige dækninger som tillægsdækninger, mens det er er basis hos andre. Sørg derfor altid at sammenligne dækningerne og betingelserne for de forskellige selskaber, hvis du overvejer at skifte forsikringer eller er ved at tegne en ny.
Sørg for at din bygningskasko har husansvarsforsikring inkluderet. En husansvarsforsikring dækker økonomisk erstatning for skader, som du som husejer er ansvarlig for. Det kan f.eks. være at, at en person falder på dit fortov og kommer til skade, fordi du ikke har skovlet sne. Her vil en husansvarsforsikring dække.
Prisen på husforsikring
Prisen på husforsikring afhænger af mange ting. Først og fremmest er størrelsen af huset en stor faktor for prisen. Jo flere kvadratmeter, desto højere er præmien på forsikringen. Dernæst har alderen en stor betydning. Modsat bilforsikring, hvor en ny og dyr bil er koster meget at forsikre, forholder det sig modsat med husforsikring. Et gammelt hus er oftest dyrest at forsikre, da risikoen for skader som følge af slitage eller f.eks. råd i soklen er større. Et hus der er bygget før 1901 er ofte utrolig dyre at forsikre og skal altid besigtiges inden forsikringen tegnes.
En anden faktor for prisen er naturligvis selvrisikoen. Mange vælger en høj selvrisiko på husforsikringen mod en lavere præmie, således man kun er dækket mod de større skader. Når uheldet er ude omkring huset er det ofte store skader, hvor selvrisiko ikke betyder det store alligevel. Det kan især være en god idé, hvis man er indstillet på at ordne småskader selv.
En sidste ting, der kan have massiv indflydelse på prisen på din husforsikring, er husets tag. Stråtag kan gøre brandforsikringen utrolig dyr, og skal altid besigtiges inden tegning af forsikringen. Har du en god brandsikring på stråtaget, kan det dog bidrage til en lavere pris.
Før og efter eventuelle skader
Det er langt fra alle, som er klar over, præcist hvordan en husforsikring dækker. Som tommelfingerregel er det vigtigt at forstå, at det er dit eget ansvar at vedligeholde huset. Du er kun dækket for pludselige skader, og som udgangspunkt ikke skader opstået som følge af slitage, vejret påvirkning osv.
Du er dækket for uventede og pludselige skader. Når uheldet er ude, skal du vide, at det er din opgave at begrænse skaden. Det gælder for alle forsikringsselskaber, at det er din pligt at gøre, hvad der står i din magt for at undgå forværring af skaden.
Gældende for alle forsikringsselskaber er det ligeledes, at det er vigtigt at melde skaden så hurtigt som muligt efter uheldet er ude. Det er desuden også din opgave at dokumentere skaden, f.eks. ved at tage billeder af det eller fremsende dokumentation i form af kvittering.
Det bedste råd, når man skal vælge den rigtige husforsikring, er ikke bare at sammenligne priser fra de forskellige selskaber, men også kigge på, hvordan man rent faktisk er dækket. En god dækning er alfa og omega for en god husforsikring.