Forside - Blog - Bolig: Inden du sætter havemøblerne ind

Bolig: Inden du sætter havemøblerne ind

Vinteren står for døren og der er en række gøremål, som er gode at tage sig af, inden frosten for alvor kommer.  Mange vælger at stille deres havemøbler ind i slutningen af oktober. Men vi kan jo ikke nå det hele på én gang. Så der er stadig råd, hvis du ikke har nået det endnu.

Vil du gerne sørge for, at dine havemøbler også ser pæne ud, når du finder dem frem igen til foråret? Læs mere om, hvad du skal gøre ved dine havemøbler, så de holder sig bedst muligt, samt hvor du skal stille dem hen.

Her får du en række gode råd, som du med fordel kan følge, inden du sætter dine havemøbler ind for vinteren.

1. Tjek og udbedre

Det første, du skal gøre, er at fjerne skidt og snavs på møblerne, så det ikke udvikler sig til råd eller svampeangreb over tid. Her kan du bruge almindeligt sæbevand og en blød børste til at rengøre dine møbler. Tør altid efter med en klud eller et viskestykke.

Derudover kan du med fordel skabe eventuel rust væk med ståluld eller smør med ruststopper.

Til sidst kan du give olierede havemøbler et fodbad i en olie beregnet til udendørs træværk. Det vil mætte træet, så det ikke suger vand til sig gennem vinteren.

Gennemgang af træmøbler

Det er ikke nok bare at vaske dine træmøbler af med almindeligt sæbevand. Havemøbler af træ skal renses ordentligt med et rengøringsmiddel beregnet til træ.

Derefter er det en god idé at tjekke for løse bolte og skruer og eventuelt efterspænde disse, hvis det er nødvendigt. Gør gerne dette, inden du maler eller olierer møblerne.

Du kan altid slibe efter med fint sandpapir på din træmøbler, hvis de har hakker, pletter eller andre skader.

Afslut gerne med den rette oliering, lakering eller maling. Havemøbler af træ bliver mere modstandsdygtige over for råd og svamp, hvis du oliebehandler, lakerer eller maler dem på ny.

Dette gælder i øvrigt også døre og vinduer, som er lavet af træ. Dem kan du læse mere om på denne side.

Havemøbler i plastik

Det er vigtigt, at du renser og rengør dine havemøbler lavet af plast. Først bør du rense møblerne med varmt sæbevand og en blød børste. Derefter kan du skylle dem med rent vand og tørre dem efter med et viskestykke eller en klud.

Det kan være meget svært at fjerne alle pletter og få møblerne helt hvide igen. Men du kan eventuelt slibe på dine møbler med wienerkalk tilsat lidt husholdningssprit, hvis overfladen skal have et pænere udseende.

Havemøbler af stål og aluminium

Har du havemøbler i stål og aluminium er det en god idé først at fjerne jordrester, grus og snavs med en blød børste. Skyl dem derefter af med din haveslange og tør dem efter med et viskestykke eller en klud.

Vær opmærksom på, om der er dele af træ på dine stål- eller aluminiumsmøbler. I så fald skal disse dele have samme rensning og behandling som havemøbler af træ.

Havemøbler af trykimprægneret træ

Havemøbler af trykimprægneret træ eller teaktræ kræver som udgangspunkt ingen behandling. Men du kan eventuelt vaske dem med en gang sæbespåner eller trærens. Derudover holder de sig også pæne længere, hvis du maler eller giver dem en gang olie.

Opbevaring

Det er meget vigtigt, at dine havemøbler står i tørvejr, så de ikke suger fugt. Derfor er et skur et ideelt opbevaringssted. Havemøbler af træ har eksempelvis ikke godt af at stå i en varm kælder, da der så er risiko for, at de tørrer helt ud.

Derudover bør havemøblerne ikke have direkte kontakt med jorden, da de ellers kan suge fugten fra jorden til dig. Derfor rådes du til at stille dine havemøbler på fliser eller brædder, hvis du ikke har et skur til opbevaring.

Har du ikke mulighed for at opbevare dine havemøbler et tørt sted over vinteren, kan du dække dem ind i en presenning i stedet.

Pas på hynderne

Det er meget vigtigt, at du sørger for, at hynderne altid er helt tørre, inden du pakker dem ned. Opbevar dem gerne et tørt og lunt sted. Oplever du, at dine hynder lugter jordslået, kan du forsøge dig med lidt Rodalon i samarbejde med en skånsom vask.

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 0.0/5 (0 votes cast)

Skriv kommentar

Din email-adresse offentliggøres IKKE.Obligatoriske felter er markerede *

*